Fredag d. 30/3-07 var sidste nat på hotellet. Så havde jeg også været der i ca. 3½ år, hvilket rundt regnet svare til 255 nætter. 255 nætter hvor jeg har måtte sidde søvnløs på et lille kontor, passe alle natteravnene og sent-ankomne-gæster, bestille taxaer og på anden måde stå til rådighed for gæsterne - selvfølgelig.
Det skal nu ikke lyde alt for slemt, for faktisk har det været et kanon godt studiejob. Men nu skal jeg videre i livet... og denne gang bliver det en hel del mere relevant for mine studier og ikke mindst mine interesser!
Web Programmering
Det kan næppe være nogen hemmelighed, at jeg har stor interesse for web programmering, om ikke andet vil du måske kunne få det indtryk i sidste post. Jeg har lige siden min gymnasietid, som sluttede tilbage i 2001, beskæftiget mig med programmering af forskellige slags, men det er web programmeringen der har holdt ved, hvilket man også har fundet ud af på mit nye job!
Udvikler hos ReFocus A/S
Mit nye job er faktisk ikke så nyt, som overskriften siger. Jeg har det sidste godt ½ år arbejdet som freelancer hos Reklamebureauet ReFocus A/S, men pr. 1/4-07 er jeg nu fastansat! Og det er ikke en aprilsnar =;).
Hos ReFocus sidder jeg nu primært på udviklingen af deres nye cloaking-system, hvilket der helt sikkert vil komme meget mere om her i fremtiden. Et rigtig spændende projket, som giver mig en masse indsigt i søgemaskineoptimering, hvilket er ReFocus´ speciale - og det kan man aldrig få for meget af.
Jeg glæder mig til at kunne fortælle mere om jobbet, og ikke mindst om cloaking-systemet - følg med her på sitet, og læs evt. ReFocus´ blog.



