Forleden faldt jeg over en artikel af Jeremy Keith, et medlem af The Web Standard Project. Artiklen handler, sjovt nok, om hvordan man bør og kan, designe sin webapplikation, sådan at flest muligt får mulighed for at bruge den - en teknik Jeremey har valgt at  kalde "Hijax".

Problematikken med at visse applikationer udelukker visse brugere, har længe fundet sted, og specielt opstår dette problem ved brugen af Javascripts, Flash eller andet scripting, som stille specielle krav til browseren. AJAX is all about Javascript, og med den store fremgang denne "teknik" har fået, er problemet, selvsagt, ikke blevet mindre.

Vi hopper på Javascript-vognen uden at tænke over at der stadig kan komme brugere til, som ikke har mulighed for at afvikle de smarte features man kan opnå med AJAX, og i værste fald ødelægger dette mere, end den vundne feature ville have givet.

Dette er lige nøjagtig hvad man med Hijax vil forsøge at komme til livs! I denne post vil jeg forklare lidt mere grundlæggende, hvad der ligger i Hijax, for snarest at komme med en mere praktisk gennemgang.

... og det er ikke bare mit gode råd.

At en side, eller et site, er valid, vil sige at det overholder de standarder der nu en gang er blevet bestemt. W3C er organisationen der står for at bestemme hvordan standarden for f.eks. (X)HTML skal være. W3C er en samling af eksperter, som arbejder sammen med folke indenfor feltet - og der er selvfølgelig en grund til at de har bestemt de ting, de har. Målet med W3C er, som de selv skriver:

Hvorfor validerer?
At en side ikke overholder W3C standarderne, behøves ikke nødvendigvis at betyde, at denne ikke kan vises - det findes der alt for mange eksempler på. Browsere er i forhold til f.eks. JavaScript og PHP, med HTML meget mere fleksibelt, og overbærende mht. syntaks. En HTML-side giver f.eks. samme visuelle resultat, om man vælger at skrive alle HTML-tags store eller små, selvom standarden beskriver noget andet [kilde: W3C: Why Validate?].